Den offentlige debat om skoven er underlig kringlet. Skovrejsning er fx et effektivt redskab i forhold til CO2-optag, men alligevel er store dele af det politiske Danmark mere optaget af dyr Power-2-X tekonologi og af at gøre plads til vilde heste og oksearter i skoven – som åbenbart gerne må sygne hen. Men vi har på alle måder brug for mere skov og skovdrift i Danmark og i verden.
Jeg har i dag fornøjelsen af et meget spændende internationalt samarbejde om skovrejsning i Usbekistan og Kirkisien. Det er lande karakteriseret af store græssletter, som helt dominerer landskabet. Derfor vil man gerne opnå større variation og biologisk diversitet, og det skal ske ved at plante masser af skov.
Landskabet i disse områder bringer faktisk mindelser om, hvordan Danmark så ud for mere end 200 år siden. Vi ser det på gamle malerier, hvor den danske skov er nærmest ikke-eksisterende. Og senere på gamle guldaldermalerier, hvor skoven er vundet frem og idylliseres. Vi har altså også her arbejdet bevidst med skovrejsning, og vi har i dag cirka 15% af vores land dækket af skov. For 30 år siden beslutte et politisk flertal, at vi skulle stæbe efter at få 25 % skov i Danmark. Det har vi ikke nået, men det bør i dag være en minimumsambition.
I mellemtiden er der så sket to ting, som jeg vil fremhæve i denne sammenhæng. For det første har vi erkendt en klimakrise, som betyder, at vi markant skal reducere vores CO2-aftryk, som især stammer fra afbrænding af fossile brændsler som kul, olie og gas til populært sagt biler, bønder og byggeri. Træ optager CO2, og træ er derfor også et CO2-venligt substitutionsmateriale i fx byggeriet, hvor det kan erstatte store mænder CO2-tung beton.
For det andet har vi en biodiveristetskrise, hvor der er kommet en fornuftstridig konsensus om, at det skal vi løse ved at genskabe den oprindelige naturtype – hvad den så end er. Nogle biologer forestiller sig, at det vil sige store græssende pattedyr på store slettevidder uden menneskelige inteventioner i deres adfærd. Det lyder romantisk, og Danmark har da også i århundreder, akkurat som landcene omkring os, været et kulturlandskab. En alt for ensartet skov bidrager sikkert til biodiversitetskrisen, men måske har denne krise mere at gøre med de kummerlige vilkår, vi byder faunaen på det intensivt udnyttede landbrugsareal.
Desværre har et politisk flertal kun øje for skoven som skurk i forhold til biodiversitet. Det politiske flertal har ladet sig forføre til en målsætning om at omdanne store skovarealer til naturnationalparker med urørt skov, som løsning på biodiversitetskrisen. Det vil imidlertid intet løse, men det vil til gengæld effektivt bremse og hindre, at vi kan få sat fart på den skovrejsning, som klimakampen kræver.
Det er således blevet en kantet debat om naturen, som egentlig er helt unødvendig. Desværre ser jeg kun få politikere, som udfordrer fronterne og sammentænker klima- og biodiversitetskrisen. Det er fx trist, når sagkyndige på skovområdet sammenlignes med klimafornægtere, når man ikke partout anerkender miljøministerens forhastede indgreb mod biodiversitet.
Sagen er jo, at vi alle vil et bedre klima og masser af varieteret natur med plads til både mennesker og dyr og grøn omstilling ved hjælp af og i respekt for naturen. Det betyder, at vi skal rejse meget mere skov på en gennemtænkt facon. Skovens CO2-optag er vigtig, og det kan forenes med såvel øget biodiversitet ved at skabe fortsmæssig variation, og det kan forenes med skovdrift, som er vigtig for at substituere CO2-tunge materialer med træ, der optager og binder CO2.
Skoven er altså svaret og ikke problemet. Jeg håber derfor på, at vores politikere vil finde hinanden i et meget bedre samarbejde om at skabe løsninger med såvel skovrejsning som skovdrift og øget biodiversitet.