Mens vi venter på nye teknologiske løsninger på energiproblemet, så udledningen af fossilt CO2 helt kan ophøre, skal situationen undervejs håndteres. Vi skal fx parallelt med reduktion af udledningen også fjerne den CO2, som allerede er i atmosfæren, fx via teknologi eller via naturens optag af CO2.
Det mest kraftfulde hjælpemiddel vi har til rådighed er faktisk naturen og mere specifikt skovdrift. Ligesom sol og vind kan erstatte fossil energi, så kan træprodukter i vidt omfang erstatte, substituere, stål, beton, plastik og tegl, som i dag kræver store mængder fossilt brændsel at fremstille.
Substituering af fx beton med træ svarer til den ”grønne” strøm fra sol og vind og dens substitution af ”sort” strøm. Taler vi om klimaet er substitutionseffekten ved at bruge mere træ den vigtigste egenskab ved skovdrift. To tredjedele af CO2-effekten opnås nemlig ved at erstatte CO2-tunge materialer med træ, der opsuger og lagrer CO2. Resten er ren fotosyntese, når træerne vokser og æder af atmosfæren og efterfølgende langtidslagrer CO2’en i træernes ved.
Derfor skal vore kulturskove dyrkes aktivt med forhåbentlig en høj tilvækst og hugst. Det giver en stor produktion af kvalitetstræ, som kan erstatte de nævnte energitunge produkter, og samtidig får man suget CO2 ud af atmosfæren.
Vi vil fx kunne opnå en reduktion på 30% af den danske CO2-udledning inden år 2050, hvis tilvæksten i de danske skove fordobles og træet bruges klogt! En sådan fordobling er mulig, hvis der rejses skov på de jorder, som tages ud af landbrugsproduktion.
Vi står altså med et kraftfuldt virkemiddel til at gøre noget ved klimaproblemet, men desværre ser vi kun lidt vilje til at anvende det. Faktisk mistænkeliggøres skovdrift, og der er kræfter, der ser erhvervet som en trussel mod biodiversiteten. Det er fx historien bag begrebet urørt skov, hvor biodiversitet vægtes over klimaet.
Så hvad er op og ned i diskussionen? Er det fx seriøst officielt at regne ræven og agerhønen, som truet, når nu vi samtidig vurderer, at bestandene er stærke nok til at kunne bære en jagttid? Og hvad har det så at gøre med skovene, når en Ph.D.-afhandling fra 2018 klart påviser, at biodiversitetsproblemet primært knytter sig til det lysåbne land og overgangszonerne til skovene. Pointen er, at vi bør være en smule kritiske over for alt for bastante udmeldinger om naturens tilstand.
Det gælder også argumentationen for planerne om rewilding 75.000 hektar skov, som forekommer en smule ideologiske og ikke forskningsbaserede, når man udfolder diskussion blandt biologer. Professor Bent Odgård er gået så langt, som at kalde den rapport, som er udarbejdet som beslutningsgrundlag for tendentiøs.
Der tegner sig et billede, hvor der nok har været bastante udmeldinger om såvel skovnaturens tilstand, som hvad der bør gøres. Men når man går grundlaget for udmeldingerne igennem, så får man et alt andet end klart billede af situationen.
Det understreges i nye tyske undersøgelser der påviser, at biodiversiteten indenfor de seneste 70 år er større i forstligt drevet skov end i skov, som er udlagt til urørt skov. Som grund angives, at skovdriften medfører forstyrrelser, som skaber levesteder for flere arter end den urørte skov.
Så i den givne situation med et overhængende klimaproblem kunne man derfor tænke sig, at der bliver taget mere kritisk stilling til, hvornår der er tale om ideologi og hvornår der faktisk tilvejebringes et kvalificeret beslutningsgrundlag. For ingen kan vel have interesse i, at vi undlader at bruge et af de mest kraftfulde værktøjer mod klimakrisen som skovdrift.
En omlægning af 75.000 hektar skov til urørt skov vil indebære en klimabelastning, der vil modsvare den årlige CO2-udledning fra en stor dansk provinsby. Det gør det ikke lettere at nå de opsatte mål om 70% reduktion inden 2030.